I skrøbeligheden ligger en skønhed

Jeg har en god ven. Han er akademisk uddannet og ansat i en benhård karriereverden. Han er vildt dygtig til sit arbejde og anerkendt som en god og omsorgsfuld kolleger. Men vedholdende effektiviseringer og besparelser, under devisen ”det går ikke ud over kvaliteten”, gav et arbejdspres, hvor stress, angst og vrede over tingenes tilstand endte med, at han gik ned med flaget.

Vi har flere vendinger for sådan en nedtur: Filmen knækker. Vi trækker stikket, bliver sat til vægs, kaster håndklædet i ringen. Og de fleste af os oplever det da også som livskrise, når den slags udsagn kan hæftes på os. Knækker filmen, har vi ikke noget at vise frem. Bliver vi sat til vægs, falder vi i et med tapetet. Trækker vi stikket, kan gnisten ikke tændes. Kaster vi håndklædet i ringen, sidder vi forslåede tilbage i ringhjørnet, og betegnelsen ringvrag kan blive hæftet på os.

På en idrætsefterskole så jeg en række bekymrende karriereslogans malet på væggene: ”Du skal blive den bedste udgave af dig selv”. ”Der er ingen elevator til succes, du skal tage trapperne”. ”Robusthed kræver hård træning”. Hvorfor er udsagnene bekymrende? Fordi de afslører en opdragelse af børn – og man er fortsat et barn i efterskolealderen – til et samfunds- og livssyn, hvor the winner takes it all og Fanden de sidste. Du skal ikke tage en pause, men tage en ekstra tørn.

Det olympiske motto ”Hurtigere, højere, længere”, som retter sig mod toptrænede elitesportsfolk, er i overført betydning blevet leveregel i det almindelige hverdags- og samfundsliv.

Det medfører et menneskesyn, som ikke giver plads til sårbarhed og skrøbelighed. Stress behandles som en sygdom, sårbarhed ses på som psykisk lidelse, man skal afhjælpes.

Men en folkelig modbevægelse er opstået. I august måned i år opstod på Tik Tok pludselig begrebet ’quiet quitting’ under mottoet: ”Arbejdet behøver ikke være dit liv”. Tanken er ikke, at man skal kvitte sit arbejde, men i stilfærdighed skal man begynde at arbejde langsommere. Lidt efter den gamle devise fra bondekulturens tid om, at ”hastværk er lastværk” – at kvalitet opstår kun, når man giver sig god tid. Men det gamle udsagn har fået en eksistentiel dimension. Quiet quitting er det tavse selvforsvar mod et arbejdsliv og en acceleration, der ikke længere giver livet mening.

Quiet quitting kan vise sig at være en nødvendig reaktion mod en samfundsskabt acceleration, som har nået en hastighed, hvor mange ikke længere kan følge med, og hvor flere og flere tilsyneladende ikke længere ønsker at følge med. Det er en bevægelse, hvor man vil give plads til, at man kan have det godt og skidt på samme tid. Som grunder sig på en opfattelse af, at jo mere viden, vi får, jo mere lidende bliver vi.

Derfor skal vi værdsætte sårbarheden og se den som en sund reaktion. Lukker vi af for sårbarhed, lukker vi af for oplevelser, der bringer formål og mening i vores liv.

”At føle sårbarhed er kernen i svære følelser som frygt, sorg og skuffelse, men det er også fødestedet for kærlighed, tilhørsforhold, glæde, empati og kreativitet”, siger den amerikanske filosof Brene Brown.

Forfatteren Charlotte Strandgaard siger det poetisk i digtet Brændte Børn:
den tynde fine hud
over de brændte sår
er mere følsom
og nemmere at nå igennem
end uberørt tyk hud.

Min gode ven gik ned med arbejdslivets flag, men han har hejst sårbarhedens flag. Jeg har aldrig kendt hende så godt som nu, hvor han har fået sådan en fin, tynd og følsom hud over sine brændte sår.

Erik Lindsø, den 4. december 2022