Livet er i det mindste en historie værd

liveteri.jpg
 

Køb bogen:

Pris: 250 kr. + forsendelse.
Bestilling: post@eriklindsoe.dk

 
 

Enhver livshistorie er et tilbageblik, som rummer beretninger om tro, håb og kærlighed – om det største, der findes. Når vi fortæller livet, fortæller vi om det, vi gerne vil holde liv i, og vi sætter det sammen, som er gået i stykker. I fortællinger og historier finder tilværelsen nemlig form, og når noget finder form, mister det kaotiske sin trussel. 

Når vi deler livshistorier med hinanden – når vi fortæller vores liv for hinanden - deler vi også vores skæbne med hinanden, og skæbnefællesskaberne er de stærkeste fællesskaber, der findes. Du kan forlade mig, og jeg ser dig måske aldrig igen, men den historie, du fortalte mig, bliver altid stående tilbage. 

Erik Lindsø deler rundhåndet ud af de sørgmuntre, morsomme, bevægende og livsnære historier, han har samlet op i litteratur og hverdagsliv. Han fortæller dem med humorens bid og den livsbegejstring, han er kendt for at formidle, når han som fortæller og foredragsholder pakker historier ud rundt om i landet.

"Livet er i det mindste en historie værd" er en bog, som får ørerne til at vifte – den oser af en fortælleglæde, der smitter læseren med fortællelyst.

Anmelderne skrev:

Han indfanger læseren med sin ustyrlige humor. Men det bliver afsæt til mere end det! Hudløse fortællinger, hvor humoren for længst er hørt op. Derefter kommer ny humor og nye hudløse fortællinger! Erik Lindsøs erindringshistorier er fascinerende læsning. Han er en stor folkelig fortæller.
- Kristeligt Dagblad

Han kan fortælle med stor fornøjelse og eftertænksomhed for os andre. I hans nyeste samling livsbetragtninger er vi med på rejse i den del af livet, der er tilbage, når den længste del allerede er brugt. I veloplagt tempo går det.
- Dansk Kirketidende

Erik Lindsø er en enestående fortæller (...) at læse Lindsø minder om det at læse Johannes Møllehave: Der er noget sprudlende og spraglet, noget gammelkendt, og der er nye tanker og god mulighed for bekræftelse af de gamle.
- Bogvægten

Lindsø er en grundtvigiansk gøgler - en forfatter med personality og fortælleglæde. Der flås eklektiske citater ned fra hylderne, som når højskolelæreren giver den på gulvet. Man muntres og bliver bevæget.
- Weekendavisen

At læse Lindsø minder om at læse Johannes Møllehave: Der er noget godt og noget gammelkendt, der er stof til eftertanke – og i det hele taget er det læsning, man kan nyde.
- Friskolebladet

Erik Lindsø fortæller medrivende, og man bliver hurtigt fanget ind. Han minder i fortællestilen om en gudsbenådet fortæller som Johs. Møllehave. Sproget er godt og letflydende. Bogen er underholdende skrevet for alle. Den kan bruges bredt, hvor det drejer sig om livsfortælling.
- Bibliotekernes lektørudtalelse