Købmanden midt byen
Artikel i årsskrift 2021 for Lokalhistorisk Forening for Ulbjerg Lynderup Sogne
KØBMANDEN MIDT I BYEN
En erindring genoplivet som fortælling
Det er en solbeskinnet augustdag i 1963. Jeg står udenfor i korte bukser med vandkæmmet hår og ny skoletaske i hånden og venter på Gunnar Bech, der skal følge mig i skole.
Jeg er ny dreng i byen. Mine forældre har kort forinden købt Grøndalsvej 3, hvor de starter Ulbjerg Hvilehjem.
Jeg er skrækslagen, som jeg står der og venter, for måske møder vi Anders.
Det med Anders hændte et par dage efter, at vi var ankommet. Jeg har fået penge til at købe en is på Dingo Bar. Med min is i hånden går jeg rundt og ser byen an. Bag ved forsamlingshuset møder jeg Anders Ladekarl.
”Er du missionsdrengen?” spurgte han. Jeg vaklede og tabte isen, da slaget faldt.
Gunnar kom på min første skoledag og tog mig med på det, der i fem år blev min skolevej. Gunnar var barnebarn af Søren Fjeldsø, som vi har købt huset af – et dobbelthus, hvor de havde boet sammen tre generationer, og det var som om, at det var en del af handlen, at Gunnar skulle hente mig på første skoledag. Jeg skal begynde i 3. klasse. Gunnar er flink, og hans væsen beroliger mig.
”Spiller du fodbold?” er det første han spørger mig om. ”Ja”, svarer jeg, selvom det gjorde jeg slet ikke, men jeg forstår på spørgsmålet, at det at spille fodbold var forskellen på at være eller ikke være dreng i Ulbjerg. Så jeg lærer at spille fodbold.
”Der står min bedstefar”, siger Gunnar. Visti Bech stod uden for butikken og strakte sin to meter lange krop mod sommersolen. Han er sjov, og han får mig til grine, og frygten forlader mig.
”Har du problemer, så kommer du bare til mig,” siger Visti, da vi går videre. Og jeg går i skole med den fornemmelse, der kan redde et barn– at man har fået sig en voksenven.
*
Købmand Bech var købmanden midt i byen. Til den ene side lå købmand Skov og til den anden side Brugsen.
Visti Bech var 77 år, da jeg lærte ham at kende som 9-årig, og sønnen Tage overtog kort efter forretningen.
Et par dage senere møder jeg Visti igen, og han inviterer mig indenfor i butikken. Her oplever jeg for første gang den bramfrie mandesnak, der kendetegnede både Visti, sønnen Tage og dem, der altid sad i bagbutikken med en høkerbajer og et slag kort. Visti folder et kræmmerhus til mig og fylder det med spejderhagl, mens han fortæller en af de mange, sjove historier, han kunne, og som var med til at give min barndom fylde.
”Jeg har snakket med Anders – ham skal du ikke være bange for mere”, siger han henslængt, da jeg åbner døren for at gå. Han må have hørt, at jeg som velkomst til byen havde fået et par på skrinet. De trøstende ord faldt, ligesom dørklokken klemtede, og måske derfor har jeg nogle gange fundet lyden af netop den klokke frem, når mit liv har manglet beroligende underlægningsmusik.
*
Visti startede den lille købmandsforretning i 1925, og sideløbende hermed havde han i mange år en vognmandsforretning med garager i baggården. I den rødmalede træbygning ved siden af butikken var der lager, og det var her, man kom og byttede sine gasflasker, når gassen var gået af dem.
Købmand Bech var Ulbjergs høker. Hans kundekreds bestod af familien, en enorm stor vennekreds og udenbys forretningsforbindelser samt mænd af en vis støbning, der også kom for at hænge ud, spille kort og drikke høkerøl. Var de mange, indtog de den store garage, og stemningen kunne udvikle sig, som var det en bodega.
*
Visti Beck var et fyrtårn i min barndom. Han målte over to meter, og købmandsbutikken var så lavloftet, at han knapt kunne stå oprejst. Skulle han strække sig, måtte han enten gå udenfor eller lægge sig ned.
Men på alle måder ragede han op.
Visti var da heller ikke nogen hvem som helst. Han var uddannet som tømrer og møbelsnedker på Madras- og Tangfabrikken i Gedsted – senere Getama. I sine unge år var han en eftertragtet håndværker, og den Visti, der helst ikke satte sine ben i kirken, har lavet kirkesæder til Ørslevkloster kirke og snedkereret ligkister. Han gik på håndværkerskole i Randers og teknisk skole i Hadsten for at blive bygningsinstruktør, men sliddet med at tjene til livets ophold ved siden af fik ham til at opgive. I stedet for bygger han som 21-årig egenhændigt en købmandsforretning i Gørup af materialer, han samler ind på egnen. Da forretningen skal åbne, har han lagt sig fuldskæg til for at skjule, hvor ung han er. Senere køber han Neder Mølle i Ulbjerg for at drive landbrug. Han opbygger også en forretning, der skal grave strandskaller ved Gedsted, og han er med til at drive mergelgraven ved Ulbjerg Klint, hvor afsætningen går så godt, at han har to lastbiler kørende.
Visti er en driftig mand. Han bygger flere huse, blandt andet den bygning, hvor Sparekassen i Skals åbner en filial. Selv flytter han ind i lejligheden ovenpå. Som han sagde: ”Det er godt at være den, der sidder på pengene.”
Han opnår tidligt flere tillidshverv – som formand for skolekommissionen, brandinspektør og strandfoged. Han starter den første fagforening i Ulbjerg.
*
Visti gik aldrig i kirke, og han brød sig ikke om præsten Bak-Pedersen, og at det var gensidigt skjulte ingen af dem.
Bak-Pedersen var på alle måder fejlcastet som præst i Ulbjerg, men alligevel forblev han i embedet i 32 år som den ensomme mand i byen.
Visti kaldte ham aldrig andet end pastor Streg, for præsten er meget nøjeregnende med, at man husker bindestregen, når man skal skrive hans navn. ”Bak-Pedersen – Bak-Pedersen med bindestreg”, sagde han altid.
Pastor Streg handlede i Brugsen, og på sin vej derop skulle han derfor forbi Købmand Bech. Det fortaltes, at da Visti havde butikken, kunne han finde på, når præsten gik forbi, at stille sig udenfor døren for smilende at følge ham med øjnene. De vekslede aldrig et ord. Men en gang imellem kunne Visti finde på at hilse præsten med et: ”Fandme!”
Præsten vidste aldrig, hvornår denne påkaldelse af fanden faldt. Han kunne passere tre gange eller måske tyve gange, før det skete. Uvisheden gjorde pastor Streg så nervøs, at han holdt sig til det modsatte fortov og i forbifarten satte han tempoet op. I perioder fik det ham til at gå ned forbi skolen eller op over kirkegården for at undgå mødet med Visti.
En anden historie, der fortaltes, var den om Vistis søn Rønning, der skal forskrække præsten.
Det har sikkert været over en øl i bagbutikken, at de har planlagt det. Rønning får en præmie, hvis han om aftenen tør at gå ned i præstegården og ringe på med en spegepølse strittende ud af gylpen. Det tør Rønning godt, for han turde lidt af hvert.
Det er Maren, den sky præstefrue, der åbner døren. Ved synet af spegepølsen dinglende i gylpen stivner hun, som var Rønning et genfærd, og med et skrig smækker hun døren i. Triumferende vender Rønning tilbage til byen.
*
Det var historier som denne kombineret med hele det liv, der fandt sted i baglokalet og i garagen – høkerøl og kortspil – der fik min far til at kalde Visti for Himmerlands største hedning og købmandsgården for Helvedes forgård.
Mine forældre var stærke missionsfolk, og min far var i en årrække omrejsende indremissionær. En alvorlig medfødt bindevævssygdom satte i 1962 en stopper for rejselivet som missionær, og det var årsagen til, at de lagde livet om, og hvilehjemmet i Ulbjerg nu blev deres tilværelse med min mor som drivkraften
Mine forældre forbliver missionsfolk og tager del i livet i missionshuset. Det er min far, der mod slutningen af 1960’erne tager initiativ til bibelcamping i Ulbjerg, som i et årti finder sted på en af Niels Vanderups marker, og som hver aften i en uge hver sommer trækker over tusinde mennesker til.
Vi må ikke spille kort i mit hjem, og jeg må ikke gå på danseskole, da den kommer til forsamlingshuset. Jeg skal med i kirke og gå i søndagsskole – også når de andre spiller fodbold.
Jeg var flov over missionen og trivedes ikke med den. Missionen delte også Ulbjerg i to hold, og jeg ville hellere være på det modsatte hold, end det, jeg blev opdraget til at være på.
Jeg tyede derfor til fristeder, der forstod mig. Et af stederne var hos Hans i Porshuset – ude hos Anton, som var min sidekammerat i skolen og trofaste legekammerat i fem år. I Porshuset lærte jeg at spille whist, og Antons mor Mette forstod altid at gemme kortene af vejen, hvis der var nys om, at min far ville hente mig. Det var en hemmelig alliance med et forstående, voksent menneske, der var med til at give mig mod på livet.
Et andet fristed – et fantastisk fristed - var hos Købmand Bech. Vi var naboer til garagen og købmandsgården, og jeg elskede som dreng at stå i vores værksted og lytte ved væggen eller tage en skammel hen til rækværket og kigge ind i det forbudte land, hvor voksne mænd på en sommerdag sad på klapstole og drak øl og spillede kort om penge – småmønter – med højtlydte jubelråb, når et stik blev taget hjem eller banden og svovlen, når man tabte. En dag, siger jeg til dem, da jeg sidder med i bagbutikken: ”Jeg kan også spille whist.” Jeg har jo lært det ude hos Anton. Og jeg får lov at sætte mig ned og spille med. Det var den dag, jeg mærkede håret vokse frem på brystet.
Min far gik i forbøn for livet derinde i helvedes forgård, men lige meget hjalp det, så i stedet for plantede han en tjørn, der skal forhindre udsynet over rækværket.
*
Jeg var en bandit som barn – en ballademager i skolen og en tyv i byen. Der er snart ikke den forretning, jeg ikke har rapset i. Ofte blev det opdaget.
Marie i kælderen ved siden af Brugsen – Maries brødudslag – var den sødeste. Hun startede altid med at give mig en kage. ”Så slipper du for selv tage den,” sagde hun.
Johan, der var indehaver af Textil, har fået et parti lommeknive hjem, som stod på disken. Jeg sniger en af dem ned i jakkelommen. Men Johan har åbenbart tal på dem. Han ringer hjem, og da jeg drejer ned af Grøndalsvej, kommer min far mig i møde med fremstrakt hånd. ”Kniven!” lyder ordren, hvorefter jeg bliver beordret tilbage med den. Johan havde dog et vist format. Da jeg rækker ham kniven med et ”undskyld”, siger han: ”Du kan hjælpe med at pakke ud, så kan du få lov at beholde den.” Han havde lige fået et parti varer hjem.
Jeg husker Johan som en tavs mand. Vi veksler ikke et ord, mens varerne bliver pakket ud. I en af kasserne er der flotte nøgleringe. Jeg får en af dem lusket ned i lommen. Det opdager han ikke.
Da købmand Skov som den første i Ulbjerg får automater udenfor med slik i, lærer jeg mig hurtigt at liste lågerne op med en skruetrækker. Men også her bliver jeg afsløret, da Laurberg Skov en mørk aften pludselig som et spøgelse står ved siden af mig og med sin hviskende, lidt uhyggelige stemme giver mig et gyseligt møgfald.
Dingo Bar var et slaraffenland. Vi kom 25 øre i spilleautomaten, løftede den fem centimeter fra gulvet og gav slip. Det gav jackpot hver gang. Mønterne raslede ud, og vi fik en formue at købe slik for.
Else og Erik Thorup bestyrer både benzintanken og Dingo Bar. Else er det rareste menneske mod børn, og det er derfor synd, at tyverierne går meget ud over hende.
Aktionstiden på Dingo Bar var de sekunder, der gik, fra dørklokken lød, til Else nåede ned af trappen.
På en varm sommerdag, hvor jeg er i shorts, snupper jeg en is, men når ikke ud med den, før Else er kommet ned. I min rådvildhed putter jeg isen i lommen. Else spørger venligt til min far, der har været indlagt, alt imens isen smelter og løber ned af mit ben. Else ser det, men siger ingenting. Det var så flovt, at jeg i måneder ikke kom der.
*
Det er Visti Bechs helt særlige kriminalpræventive evner, der sætter en stopper for mine rapserier.
En dag da jeg kommer ind i hans lille købmandsbutik, er der ingen. Jeg kalder, men ingen svarer. Inden jeg forlader butikken, forsyner jeg mig med spejderhagl og kiks.
Næste dag, da jeg kommer fra skole, står Visti udenfor og venter på mig. Han er vred og skubber mig ind i butikken. ”Nu skal jeg lære dig at stjæle,” siger han, og folder en papirbærepose ud ved at banke en knyttet næve ned i bunden af den. Han rækker mig den. ”Stjæl så, hvad du vil have”, råber han. Jeg er hylet ud af den og gråden nær.
”Nå, du kan ikke finde ud af at stjæle – så skal jeg sgu lære dig det!” Og Visti propper slik og kager i posen. Da den er fyldt til randen, åbner han døren og skubber til mig: ”Ud med dig!”
Jeg står midt på gaden med en pose med slik og kager, jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Rådvild skynder jeg mig ind i smøgen, der fører om i baggården. Visti har forudset min flugtrute, for han står allerede og venter på mig. Han har skiftet toneleje, og er nu det igen den venlige Visti, jeg elsker.
”Hvad er det, du har der?” spørger han, og peger på posen. Jeg begynder at græde. Han tager mig i hånden, og sammen går vi over i garagen. Bagerst er der et skab med skydelåger. Han åbner en af dem, og lægger posens indhold op på en hylde, mens han stilfærdigt siger: ”Hver gang du får lyst til at stjæle i en butik, så går du i stedet herover og tager lidt på hylden. Jeg skal nok sørge for, der er fyldt op.”
Jeg gik et par gange over og åbnede lågen, men jeg tog ingenting. Efter nogen tid er hylden tom igen. Jeg løber ind til ham:
”Der er nogen, der har taget det – det er væk,” siger jeg.
”Du tager jo ikke noget af det, og jeg kan ikke have, at det ligger der og mugner,” svarer Visti.
Som voksen blev jeg helt uretmæssigt stoppet af en butiksdetektiv i Brugsen i Struer. Det er vildt ubehageligt på den måde at blive hængt offentligt til skue som en gemen tyv. Han undersøger tasken og konstaterer, at han tog fejl.
Jeg skriver til butikschefen og beklager mig. I brevet fortæller jeg historien om Visti for at forklare, at jeg med sådan en opdrager aldrig kunne finde på at stjæle. Efterfølgende modtager jeg en enorm købmandskurv og seks flasker vin med et kort, hvor butikschefen undskylder mange gange, og som slutter med: ”Længe leve folk som købmand Bech.”
*
Vistis kone Anna led af sukkersyge, som hun dør af i 1950, da børnene er voksne. De var en flok på otte: Rosa, Edith, som aldrig blev kaldte andet end Ditte, Aage, Villy, Rønning, Erik og Christen, der aldrig blev kaldt andet end Plougmand.
Visti blev aldrig gift igen, men får flere legendariske husbestyrerinder, som han annoncerede efter i Jyllands-Posten, så de er tilflyttere, når de kommer.
Historien gik om en af dem – en lille rund dame, der aldrig blev kaldt andet end fru Østergaard. Hun kom til Ulbjerg i egen bil – en såkaldt kabinescooter – der åbnedes foran. Hun røg cigarer og blev et krydderi på bylivet, når hun kørte rundt i sin lille bil med høj cigarføring.
Vistis sidste husbestyrerinde var Frederikke Randløv, kaldet Rikke, der kom fra Østbirk nede ved Horsens. Hun var en ener – en lille dame, der kun nåede Visti til midt på livet. Hun havde konstant problemer med et løst gebis, der oven i hendes østjyske accent gav en gnæggende lyd, når hun snakkede, så hun lød som Knagsted i filmatiseringen af Gustav Wieds roman. Af natur var hun sur, men af væsen venlig.
De sås ofte – Visti og Rikke – gående arm i arm i byen, og nogle kaldte dem Fy og Bi.
Husbestyrerinde Rikke beslutter på et tidspunkt, at få sit grå hår farvet hos damefrisøren i Ålestrup. Ingen ved, hvad der sker derovre, men hun kommer tilbage med pinkfarvet hår. Det vækker en del forargelse, for man kan ikke have sådan en tidlig punker gående rundt. Men Rikke synes, det er pænt, og Visti siger: ”Hvis det er sådan, hun vil have det, er det sådan, hun får det.”
*
Der var i min barndom i Ulbjerg en klar skelnen mellem de missionske og de ikke-missionske. Visti og familien Bech hørte selvsagt ikke til de missionske, og jeg tror aldrig, at Visti satte sine ben i missionshuset. Alene navnet Bethania må have virket som at træde ind i et hus i et andet land. Og skulle Visti have været indenfor, var han blevet mødt af broderingen over døren mellem lille og store sal med ordene ”Gud ser alt”. Og så havde Visti givet vis set nok i det hus.
Mine forældre – særligt min far - holdt sig da også på afstand af Visti og kredsen omkring ham, som for ham repræsenterede syndere i så rendyrket form, at de kunne føre mennesket i fordærv ved deres blotte nærvær. Jeg får da også ret hurtigt, efter vi kommer til byen, forbud mod at komme i Vistis købmandsbutik og i baggården – en regel, som Visti fandt urimelig, og som han hjælper mig med at omgås.
*
Forholdet mellem mine forældre og Visti ændres afgørende, da Vistis søn Aage bliver syg af kræft. Aage er gift med Anne, og de bor lige over for købmandsbutikken. Anne bliver af Visti og andre kaldt for Buth, men for de fleste er hun ”Anne på centralen”, for det er hende, der styrer alle opkald – det var den gang, man skulle ringe op og bede om et nummer – jeg ringer op og siger ”jeg skal have nr. 43,” så skifter Anne propper i pulten, og jeg kan ringe ud til Anton.
Aage havde overtaget sin fars vognmandsforretning. På hans gravsten står der slet og ret Vognmand. Vognmand Aage Bech 25. juli 1920–14. april 1965.
Kræften tog ham. Aage blev kun 44 år. Han døde hjemme i huset på Borgergade med familien omkring sig – og en far i sorg.
Min mor fortalte nogle gange om det, for hun kom tæt på familien, og vandt sig Vistis dybeste respekt.
Doktor Hauge i Skals har lært min mor at give indsprøjtninger, og han spørger hende, om hun ikke kan gå op og give Aage Bech den palliative smertebehandling, man havde at gøre godt med dengang. Mor gør det flere gange i døgnet i nogle uger. Og som de mødes der ved en syg søns dødsleje, Visti og min mor, nogle gange i en sen nattetime, ophæves det skel, som missionen har sat imellem dem. De bliver simpelthen venner, og havde Visti kunnet bestemme det, var min mor slået til Kringleridder det år, hvor Aage døde.
*
Måske er venskabet, der opstod mellem dem, en medvirkende årsag til, at Visti kort efter, at han er fyldt 80 år, flytter ind på Hvilehjemmet.
Min far har sine betænkeligheder – om djævelskaben flytter ind sammen med ham. Her viser Visti det format, som store, værdifulde originaler er gjort af. Han lover, at han nok skal overholde husets skik – bede bordbøn, gå til andagt, ikke bande osv. Til gengæld – for selvfølgelig må han have noget igen for at æde en så stor kristen kamel – skal han have lov til én eftermiddag om ugen at invitere kammersjukkerne fra købmandsgården, hvor de må spille kort på hans stue og drikke én øl hver. Og sådan bliver det. Visti går med, når min far holder andagt, og er samtidig den, der bringer kortspil og øl indenfor på Hvilehjemmet i Ulbjerg. Jeg elskede ham for det, og nogle gange sad jeg på hans sengekant og så på og lyttede til deres historier.
Visti overholder, hvad han har lovet, men kun på matriklen. Og han ved, hvor matrikelgrænsen går. Når han forlader hjemmet for sammen med Frederikke at gå sin daglige bytur og aflægge sin butik et besøg, standser han ved matrikelgrænsen, tager et syvmileskridt ud over den og siger: ”Fandme”. På sin bytur er han så den Visti, man altid havde kendt. Når de kommer hjem fra turen, standser han igen ved matrikelgrænsen, kigger op, slår korsets tegn – for herefter stilfærdigt at gå indenfor og overholde husets missionske skikke. Det morede ham.
Visti boede på hvilehjemmet sammen med Jens Christian Fjeldsted – Jens Vejmand, som han blev kaldt – og som igennem et langt barnløst ægteskab med Karen boede i huset over for Neder Mølle, hvor Visti en kort periode drev landbrug.
Jens Vejmand havde dårlige nerver, som dengang var fællesbetegnelsen for enhver psykisk dårligdom. I en af sine dårlige perioder gik han og truede med at begå selvmord. Det vrøvl gider Visti ikke høre på, så han skaffer et reb i købmandsgården, som han giver til Jens Vejmand: ”Så, nu kan du gå ud og hænge dig – vi er jo vant til det her i byen”. I Ulbjerg var der på få år i 1960’erne 5-6 selvmord. Men Jens Vejmand ville ikke have rebet, og truede aldrig mere med selvmord.
*
Visti fik to gode år på hvilehjemmet. Med sin humor, sit gode humør og sit menneskelige overskud satte han sit præg på hverdagen og på hjemmet.
Frederikke er flyttet ind sammen med ham og bor lige over for ham. Hun forbliver hans husbestyrerinde, så godt hun kan – reder hans seng, ordner hans tøj og sætter tøflerne frem til ham. Det sidste med tøflerne er sådan et billede, et barn kan tage med sig – Visti, der har sat sig på sengekanten og venter på, at Frederikke kommer med tøflerne.
*
Når en beboer på hvilehjemmet lå for døden, rygtedes det altid oppe i byen, og man gik og holdt øje med flagstangen. Den 20. januar 1969 gik flaget på halv, og man vidste, at den legendariske købmand midt i byen ikke var mere. Visti Nielsen Bech, som var hans fulde navn, var her ikke længere til at sætte sit præg på Ulbjerg.
Visti sov stille ind. Det er et smukt udtryk, som næsten ikke bruges længere. Børneflokken – Rosa, Ditte, Villy, Rønning, Tage, Plougmand, Erik – høje, ranke som deres far, stod omkring hans seng. Frederikke stod der også. Kort før Visti drager sit sidste åndedrag, siger han: ”Nu kommer englene og henter mig.”
Den overraskende påstand – fyret af på falderebet – blev diskuteret en del. Min far drister sig til at mene, at den afgang har nogle måske fortjent mere end Visti. Man falder til ro med Frederikkes konklusion: ”Visti har jo altid været fuld af overraskelser.”
Ernst Christensen, bedemanden i Skals, har ikke en kiste, der er lang nok til den over to meter høje Visti Bech, så man må knække hans knæ lidt sammen. Det kunne ses som en bule under ligklædet, mens kisten står på gangen på hvilhjemmet. Sædvanen tro bliver låget lagt på, og den afdøde bliver sunget ud med ”Altid frejdig når du går”.
I nekrologen i Viborg Stifts Folkeblad stod der: ”Købmand Visti Bech, Ulbjerg Hvilhjem, er død, 82 år, Til det sidste havde han et godt humør og var sprængfyldt med energi. Af økonomiske grunde måtte han opgive at blive konstruktør, men det lykkedes ham uden en øre på lommen at opbygge en stor købmandsforretning. Forretningen i Ulbjerg er et værdigt monument for Visti Bech, der takket være sin energi og forudseenhed har udrettet store ting, selv om han måtte starte på bar bund. Også alvorlig sygdom overvandt han. Mange venner har han fået i kraft af sit gode humør.”
Jeg har altid tænkt på mig selv som en af disse venner.
Det er skæbnens ironi, at begravelsen på en råkold januar dag blev forestået af Bak-Pedersen. Hvad pastor Streg fik sagt i sin begravelsestale, husker ingen. Men han kunne passende have sagt, at Visti på alle måder ragede op og var som en engel i blandt os.
Tak til Jytte Bech, Vistis barnebarn, der har bidraget med oplysninger bl.a. fra familiens slægtsbog. Oplysningernes anvendelse i artiklen er alene mit ansvar.
Erik Lindsø, født 1954.
Flyttede til Ulbjerg i 1963, da hans forældre købte Grøndalsvej 1, hvor de startede Ulbjerg Hvilehjem. Erik kom på efterskole efter 7. klasse i 1968 og flyttede aldrig tilbage til Ulbjerg. Han har selv udtalt: ”Jeg boede kun i Ulbjerg i fem år, men byen kom i utrolig grad til at fylde.”
Ulbjerg Hvilehjem var privatejet fra 1962 til 1972, hvor Eriks forældre, Oda og Thorvald Larsen, solgte hjemmet til Møldrup Kommune. De forblev som lederpar frem til 1978. De boede i en lejlighed på hvilehjemmet indtil 1975, hvor de byggede Grønningen 3. Thorvald døde i 1981, 61 år gammel. Oda Larsen boede i Ulbjerg indtil 1993, hvor hun flyttede til Viborg. I 2019 flyttede hun ind på Kildedalscentret i Skals. Hun døde i 18. april 2021, 93 år gammel. Såvel Oda som Thorvald Larsen ligger begravet på Ulbjerg kirkegård.
Erik Lindsø er forfatter og omrejsende foredragsholder, bosat i Sorø og far til seks.
Han er uddannet lærer fra Nr. Nissum Seminarium (1978) og læste efterfølgende religionsvidenskab på Århus Universitet. Han har været museumspædagog på Haderslev Museum, højskolelærer på Haslev Højskole og Danebod Højskole, forstander for Rønshoved Højskole og informationschef i Folkehøjskolernes Forening. Han har været redaktør af Højskolebladet og Magasinet Grænsen og i 20 år freelance kulturjournalist ved Danmarks Radio. Siden 2007 tilknyttet Rødding Højskole som kursusarrangør.