Det fælles underforståede

Jeg har boet otte år i Sorø og føler mig accepteret og velkommen. Men jeg er tilflytter, og alene af den grund er der en status og en viden, jeg aldrig opnår.

Jeg har ved lejlighed slået til lyd for, at Sorø burde satse noget mere på den kultur og historie, byen har fået i arv. Det diskuterede jeg en dag med en af Sorøs driftige erhvervsfolk, som nok var enig – og alligevel. Midt i snakken lukker han munden på mig med vendingen: ”Nu er du jo ikke en rigtig soraner…”. Underforstået: der er en forståelse, vi er nogle, der har, men som du ikke besidder.

Vi har i sproget vendingen om, at ”vi kender hinanden på travet”. Når man gør det, bliver ord ofte overflødige – ja nogle gange nærmest anstrengende, for det, vi ved det, kan være en lettelse ikke at skulle snakke om. Det ordløse kan nogle gange rumme selve essensen.

Jeg stammer fra en lille himmerlandsk landsby, hvor samtalerne ofte var begrænset til et kodeord. Når vi sagde ordet uddeleren, behøvede vi ikke sige mere, for vi kendte jo alle historien. Han hed Poul, han var nærig og mistænksom, og hans kone Ingebord drak for meget sherry, og de havde et problem derhjemme.

Da tilflytterne i 1970’erne kom og tog bolig i blandt os, var det ikke længere nok med kodeordet. Tilflytterne påførte os et dilemma: Hvordan satte vi ord på det, vi tænkte og vidste? F. eks. at Ingeborg var alkoholiker. Det var et voldsomt ord at tage i munden. Ingeborgs venskab med flasken var meget nemmere at håndtere som usagt viden.

Forfatteren Knud Sørensen fra Mors har kaldt dette tavse sprog for ”det fælles underforståede”. Er man en del af det fælles underforståede, kan man føre en samtale - og såmænd også hjælpe hinanden - uden at sige noget. Det kender man f.eks. fra ægtefolk, der har levet et langt liv sammen.

Jeg besøgte et par, der for længst havde fejret sølvbryllup og nu også gik efter guldet. Vi sad i køkkenet. Han læste avis ved spisebordet, hvor jeg også sad og læste i en bog. Hun stod ved køkkenbordet og gjorde klar til aftensmaden. Der blev ikke sagt et ord. Tavsheden var betryggende naturlig. Pludselig kommer jeg til at se, at mandens ene fod rastløst ryster kameluldstøflen, og det ligesom tager til. Konen ser det også, og hun ved, hvad det betyder: Han har ikke mere kaffe i koppen. Hun tørrer hænderne i forklædet, henter kaffekanden og hælder kaffe op til ham, og langsomt falder tøflen til ro på foden igen. Der blev ikke løsnet et ord, men det blev ført en vigtig samtale.

I min barndoms landsby snakkede jeg mange år senere med en af de tilflytterne, som slog rod i landsbyen. Han betegnede sine børn og børnebørn som henholdsvis anden og tredje generations tilflyttere. Man havde i landsbyen helt styr på, hvem der havde boet der altid, og hvem der på et tidspunkt kom til. Der var efter 40 år fortsat et ’dem og os’.

Det kendes flere steder fra i landet. Da jeg for år tilbage flyttede til Als og mødte en ældre alsinger, sagde han: ”Du bliver aldrig alsinger, heller ikke dine børn, måske dine børnebørn, hvis I bliver så længe”. Velkommen til Als!

Jeg var for et par år siden med i en debat om med en bosnier, en syrer, en inder og en afghaner, der alle fire havde boet i Danmark mellem 15 og 30 år. Debatten handlede om, hvad der er de største forhindringer for god integration. Alle var enige om, at det var sproget. De mestrede det danske sprog, og kunne flot sætte ord på, hvilket gennembrud, det var, da de kunne snakke med os på vores eget sprog. Men som inderen tilføjede: ”Vi kan lære sproget, I taler, men vi kommer aldrig til at forstå, hvad det er, I siger, når I ikke siger noget.”

Det fælles underforståede er en styrke ved ethvert fællesskab, men svagheden er, at det kan bruges til at ekskludere den, der står udenfor.

”Nu er du jo ikke en rigtig sornaner…” Prik, prik, prik. Efter otte år og som første generations tilflytter i Sorø ved jeg fortsat ikke helt, hvad de tre prikker med det efterfølgende usagte betyder. Måske mine børnebørn opdager det!

Klumme i Sjællandske 12. februar 2022