Få dig unge venner – de fortjener det

Jeg er bekymret for ungdommen. De er dygtige og stræbsomme, og de har lært lektien om, at de bærer ansvaret for deres eget liv. Det ansvar tager de på sig, og lykkes de ikke med at løfte det, så tager de selv skraldet. Der er nemlig ingen andre, der gør det for dem.

De har hørt om fællesskabet, og de vil det gerne, men vi har lært dem, at det er vigtigere at være sin egen lykkes smed end de andres. Derfor er der heller ikke nogen til at smede deres lykke andre end dem selv.

Ungdommen i dag er fuldendelsen af den individualisering, som blev lanceret af Anders Fogh Rasmussen, da han blev statsminister i 2001, og som ingen siden har taget opgøret med.

I 20 år har ungdommen fået tæsket ørerne fulde med, at de skal være hurtige og robuste. Et fjumreår med tid til en omvej - rygsæksrejse, pædagogmedhjælper, højskoleophold - er en samfundsforbrydelse. Det siges ikke højt, men det ligger i tænkningen om, at de unge skal hurtigst muligt i gang. Omkvædet lyder: mest mulig uddannelse, på kortest mulig tid og for færrest mulige midler, hvilket det forventes, at de gør med størst mulig fornøjelse. Undervejs må de æde en række besparelser under det politiske hult klingende omkvæd: ”det går ikke ud over kvaliteten”.

Jeg er bekymret for ungdommen, fordi de oveni denne klar-dig-selv-filosofi ramlede ind i en pandemi. Da de efter 2-3 år kom ud af isolationen, kom de ud til FN’s klimarapport, som er den hidtil mest dystre rapport om klodens sande tilstand. Og oveni beslutter Putin sig for at være zar som Peter den Store og starter en krig med det vanvid og den frygt, der altid følger med en krig. Blandt andet en økonomisk krise, hvis konsekvenser vi kun er ved at ane.

De, der er unge i dag, er den første generation, der ikke bliver rigere og ikke oplever mere velstand, end forældregenerationen.

Jeg er bekymret for de unge, fordi vi har påført dem fremtidsangst. Det blev meget godt udtrykt af en pige, som for tre år siden blev student fra Sorø Akademi. Vi drøftede det scenarie, der er dørtrinet til et ungt menneskes fremtid. Midt i samtalen siger hun:
”Men det sker jo ikke i din tid, Erik”.
”Hvad sker ikke?” spørger jeg.
”At jorden går under”, svarer hun.

Det er  min generation, der bærer ansvaret for, at de unge er fremtidsangste. Vi har pengene og magten. Men vores velstand er skabt på en vækstfilosofi, der har gjort os til de største CO2-udledere i verdenshistorien. Vi skal derfor tage ansvaret på os og hjælpe de unge med at vinde klimakampen. Vi har simpelthen en forpligtelse til at sikre dem livsmod og livsglæde og en tro på, at der også er en verden til dem, hvor natur og klima som livsgrundlag ikke vakler.

Danmarkshistoriens rigeste og mest forkælede generation løber fra ansvaret, hvis den netop nu trækker sig tilbage for som pensionister at kræve en sidste omgang velfærdsydelser, som samfundet ikke længere har råd til. Seniorgenerationen er nok tættere på udgangen end indgangen, men den har masser af tid, pæne opsparinger og masse af kapacitet til at udrette noget, der kan være med til at sikre ungdommen livstrang, livsmod og livsglæde.

Derfor til dig, der er fyldt 70 år: Få dig unge venner og gør en indsats for deres fremtid. Rut med din opsparede lykke til at smede deres. De fortjener det.

Klumme Sjællandske lørdag 27. august 2022