Fællessangen værner os mod ligegyldiggørelse

Skrevet 3. juni 2022

Lørdag den 11. juni afholder vi for femte gang maratonsang i Sorø. Det har givet anledning til betragtninger over sangens betydning.

 Jeg mødte ved et foredrag  i Hjerneforeningen en ældre mand, hvis kone er dement – og så hårdt ramt af sygdommen, at hun ikke længere kan kende sine børn eller manden, hun har været gift med i 60 år. Manden spiller violin og en af døtrene harmonika. Musik og sang har altid fyldt deres hjem.

 For et par år siden opdagede de, at når de spillede og sang barndomshjemmets sange, kunne de med musikken få kontakt til det menneske, de en gang kendte. Som manden sagde: ”Når vi spiller og synger, kan vi se og mærke, at hun stadig er derinde.” 

En af den dementes yndlingssange er Dansevise – en sang af Sejr Volmer-Sørensen og Otto Francker, som fremført af Grethe og Jørgen Ingemann i 1963 gav Danmark sejren i det internationale Melodigranprix.  En dag, da far og datter spiller Dansevise for deres dybt demente hustru og mor, rejser hun sig pludselig fra kørestolen og vil danse med sin mand. Et på verslinjer lyder:

Kom igen, kom igen,
kom igen dumin elskede ven
(…) Kom lad os danse,
alt kan der ske.
Et øjeblik, mens de dansede kind mod kind, var det som om, alt skete – at hun var der igen, som den de kendte.

 Historien er rørende, men ikke unik. Nyere forskning har vist, at musik er en essentiel nøgle til at skabe genklang i hukommelsen. Gammelkendte sange skaber genkendelsens glæde og kan være med til at vække erindringen. Når vi synger, reduceres den irritation og vrede og de frustrationer, som ofte kan komme til at præge en hverdag – ganske enkelt, fordi sangen giver hjernen et frikvarter, hvori der opstår ro og glæde. Det gælder os alle, men som noget relativt nyt er det påvist, at sang og musik også har en enestående effekt hos demente.

Det berømte Karolinska Instituttet i Sverige har forsket i fællessangens effekt. De har påvist, at børn, der synger fællessang, får styrket både selvtillid og sociale kompetencer. Sang giver næring til hjernen og understøtter læring. Endvidere har de beskrevet, at sang er fysisk sundt og lige så livsvigtigt som motion. Alene af den grund bør sang være en del af alle skolers hverdag.

Karolinska Instituttet har specifikt undersøgt korsangere. Når de ankommer, har de vidt forskellig puls. Nogle kommer halvstresset halsende, andre i ro og mag. Men når de har sunget sammen i en time, har de stort set samme puls. Det er der noget smukt over – at når vi synger sammen, falder vores hjerter i samme slag.

 Man kan da heller ikke bliver sur og vred på den, man synger sammen med. Sangen mildner os.

Når vi synger, hæves vi op over hverdagens trivialiteter. Hvorfor? Fordi sange er skrevet på hjertesprog, som er det sprog, der kan sætte ord på det, der er er så stort og essentielt, at vi ikke selv har ord for det: Kærlighed og sorg, naturens skønhed og sårbarhed, tro og ånd, frihed og fællesskab, årstider og højtider.  

Det eneste, der ikke kan skrives sange om, er ligegyldighed. Sange har derfor helt naturligt indbygget i sig et oprør mod en ligegyldiggørelse af livet. Måske er det dybest set derfor, vi elsker at synge – og at fællessangen netop nu har fået en opblomstring.

”Vi er sat her i forvirringstiden, hvor søde drømme farer vild,” digter Jens Rosendal. Vildfarelsen rammes vi af, digter han videre, når vi tager til takke med, at livets goder er ”hus og løn og bil og båd”. Men:

Det du køber kort kun rækker
bilen ruster, båden lækker.
Det der varer og har værd
kan man aldrig købe her.
(Højskolesangbogen nr. 148).

I fællessangen knyttes vi sammen i et fællesskab - hvor i store stunder selv den demente kan inkluderes - fordi i sangen, digter Jens Rosendal, er det ”Vorherre selv, der svarer”, og minder os om ”en skabelse, der varer”. Sidste vers lyder:

Der fra dybet er det under
som kan bære og er nær.
Derfra springer kærligheden
som gir denne dag sit værd
så på trods af undergangen
blir vi ved med morgensangen
rejser os og synger med
nu og i al evighed.